Skoleformen

En af efterskoleformens helt store styrker er helt klart de mange gode oplevelser, fællesskabet og sammenholdet. På Nordborg Slots Efterskole gør vi vort bedste for at sammensætte et skoleår, som giver de mest optimale forhold til netop at få mange spændende oplevelser og skabe et stærkt sammenhold – det er dog ikke noget vi kan klare helt alene, hertil behøver vi nemlig også din hjælp!

Et ophold på en efterskole er ikke altid en dans på roser. Ligesom alle andre perioder af livet, er det naturligvis fyldt med både op og nedture. I svære perioder, er det derfor rart at have god opbakning både fra venner og lærere – og det er netop her sammenholdet og fællesskabet skal stå sin prøve. Der ER sjovt at gå på efterskole, men det er også en stor udfordring, at skulle undvære familien og vennerne derhjemme.

Det kræver også meget af den enkelte, at skulle indordne sig i forhold til over 150 andre mennesker, som man bor og lever med på godt og ondt. Derfor er det vigtigt at have en hverdag, hvor der både er plads til at være sammen, men også muligheden for at kunne gå lidt for sig selv, når der er brug for det.